COOR genvinder stor Cleaning- kontrakt med Sygehus Sønderjylland og Psykiatrien, Aabenraa

Coor og Sygehus Sønderjylland og Psykiatrien, Aabenraa, fortsætter det stærke partnerskab, som blev skabt for 14 år siden. Fra 1. februar 2025 har Coor kontrakten i yderligere 6 år med mulighed for 2 års forlængelse.

Forlængelsen kommer efter en udbudsproces, hvor Coor har fået gode point for blandt andet organisering, kvalitetsstyring og hospitalsrengøring. Det viser, hvad vi er særligt dygtige til sammen i et langvarigt partnerskab med vores gode kunde, fortæller Annette Vindstrup, Divisionsdirektør, Cleaning:

"Vi ser vores partnerskab som en af de stærkeste offentlige/private partnerskaber i Danmark, fordi vores samarbejde altid er blevet drevet af en fælles skyhøj ambition om at gå forrest, når det kommer til at levere den bedste patientsikkerhed, den stærkeste faglighed, den højeste hygiejnestandard og den bedste serviceoplevelse. Et partnerskab med gensidig forståelse for, at vi gennem vores samarbejde opnår succes."

Annette uddyber, hvordan organiseringen på kontrakten også skaber værdi:"Mange af vores dygtige folk på kontrakten har været med, siden den startede for 14 år siden. De har en unik relation med kunden, hvor udfordringer løses med det samme, hvor vi er lydhøre, og hvor vi siger ja til at udvikle kontrakten konstant for at blive endnu bedre for kunden."

Fokus på medarbejderne på kontrakten

Helle Lausten, Chefcontroller på Sygehus Sønderjylland og Psykiatrien, Aabenraa, fortæller:
"Vi glæder os til det fortsatte samarbejde, hvor vi skal videre på vores stærke udviklingsrejse sammen. Vores samarbejde er kendetegnet ved, at vi altid er innovative i forhold til vores hverdag og opgaver, så vi hele tiden har fokus på værdiskabelse. Det fokus kan vi have, fordi vi allerede har helt styr på samarbejde, kvalitet, resultater og digitalisering. En af vores ambitioner for de næste seks år er derfor at få endnu mere fokus på de mennesker, der udfører arbejdet, så vi har de allerbedste medarbejdere til jobbet. Det ser jeg personligt meget frem til. "

Fakta om kontrakten

  • Antal kvm 181.700 kvm
  • Antal medarbejdere – 145 medarbejdere
  • Coor har haft kontrakten i 14 år, og den er nu forlænget i 6 år med mulighed for + 2 år