Castellum blev tiltrukket af certificeringen
Nogle af dem, der sprang med på den nye sundhedscertificering, var ejendomsselskabet Castellum, som med kontorer fra Sundsvall i nord til København i syd har ca. 6.200 kunder i deres lokaler.
"Vi har allerede haft miljøcertificerede lokaler i ca. 10 år, og vi har oparbejdet stor viden inden for området. Det, vi selv opdagede, da vi havde bygget det bedste miljøklassificerede kontor i Stockholm, var, at der kun manglede én ting", siger Filip Elland, der er bæredygtighedschef hos Castellum, og fortsætter:
"Huset i sig selv var rigtig fint, men værdierne, som styres af miljøcertificeringen, fokuserer kun på de hårde elementer, som godt materialevalg og de rigtige vinduer. Oplevelsen, som egentlig er den stærkeste faktor i forbindelse med sunde kontorer, er ikke med i miljøcertificeringen".
Så var det, at de kom i kontakt med WELL. Her ser man på andre værdier i lokalerne – forskellige funktioner, som ikke bare omfatter bygningernes konstruktion og aktiviteter, men også hvordan de påvirker menneskers adfærd relateret til sundhed og velvære, såsom luft, grønne omgivelser indendørs og mulighed for motion.
Castellum blev tiltrukket af certificeringen – også fordi både fakta og tal peger på, at de nærmest var nødt til det, siger Filip Elland:
– Vi bruger 90 % af vores tid indendørs, og vores sundhed og velvære påvirkes op til 60 % af det fysiske og sociale miljø. I Sverige har vi problemer med sygemeldinger og stressrelaterede sygdomme. Vi gør et eller andet galt i erhvervslivet, og det handler om at finde årsagerne.
Castellum ser en efterspørgsel efter et sundhedsperspektiv på bygninger og arbejdspladser fra deres kunder. Derfor besluttede de sig i 2016 for at satse på en af Nordens første sundhedscertificerede bygninger. Sommeren 2017 tog de første spadestik i Hyllie ved Malmö, og alt skal stå klart i foråret 2019.
– Det var også vigtigt ud fra et konkurrenceaspekt. Alle andre ejendomsindehavere ville have miljøcertificering på højeste niveau. Det ville vi også gerne, men hvad skulle adskille vores fra naboens? Vi samlede alle tråde og kunne mærke det: Det her! Vi valgte at køre med det her værktøj og har oplevet virkelig stor interesse fra erhvervslivet.
Vi har allerede kontrakter på mere end 70 % af arealet, fordi vi havde noget, som skilte os ud – kunderne valgte os i stedet for naboerne.
I Castellums tilfælde har man blandt andet skabt forskellige typer arbejdsmuligheder – også udendørs på taget, hvor de ansatte kan tilslutte deres computer og få en ergonomisk arbejdsplads. I stueplan serveres der kun sund mad, og huset arbejder også med urban farming og dyrker planter og urter på taget. Der skal man også kunne træne, det samme gælder i baggården eller indendørs. I stueplan skal kunderne kunne arbejde i et landskab med for-skellige virksomheder – en del pladser er tiltænkt personer, som ikke er ansat. Elevatorer skal ”gemmes væk” for at motivere til at tage trappen. Man overvejer også muligheden for, at belysningen døgnstyres med forskellige farvenuancer på forskellige tidspunkter. Blandt andet – for der er masser af muligheder.